Komposit sten fra BK Granit

De seneste 4-5 år har den klassiske granitbordplade fået en alvorlig konkurrent i form af stenplader, der er produceret på en fabrik i stedet for som granit, at være skåret ud af et bjerg. I starten, da kompositpladerne kom frem, var der ikke grænser for, hvad de kunne holde til. Men efterhånden som pladerne blev taget i brug rundt omkring, har man været nødt til at moderere egenskaberne, så de i dag minder meget om granitbordpladers egenskaber.

Komposit sten består af 95% knust granit blandet med 5 % farvestof og bindemiddel. Pladerne produceres under vakuumtryk, hvilket trækker al fugt og luft ud af materialet. Derved opnås en meget ensartet overflade, som modsat granit ikke skal mættes med stenolie. Pladen suger altså ikke, hvilket gør den utrolig velegnet til køkkenbordsplader.

Pladerne er, i modsætning til granit, næsten altid ens i farve og struktur. Dette sikrer et roligt og ensartet udtryk i køkkenet. Det er der især i disse år mange, som falder for, da køkkener lige nu skal være meget stilrene.

Ellers er det de samme egenskabsmæssige og æstetiske overvejelser, som gælder for granitbordplader. Der er dog en mindre forskel på de 2 materialer, idet enkelte komposittyper fås helt ned til 12 mm tykkelse. Ellers er der stort set de samme muligheder for de 2 materialer. Det vil også typisk være granit, som man vælger fra hvis man vælger kompositbordplader.

Bagkantmuligheder:

  • Løs bagkantliste i kompositsten, oftest i form af en skureliste. Er en fleksibel løsning, idet listen først monteres når bordpladen er monteret. Det giver den fordel, at listen kan dække over et eventuelt mellemrum mellem væg og bordplader pga. skævheder i rummet. Har dog den ulempe, at man får en overgang mellem bordplade og liste, som kan være en rigtig skidtsamler. Endvidere er man nødt til at samle stenlisten for hver 100 cm, da længere lister vil have en tendens til at knække, inden man når at montere dem.
  • Fast hulkehl i kompositsten er monteret bagpå stenbordpladen, så den virker som en integreret del af bordpladen. Dette er en fordel mht. rengøring og vedligeholdelse, men er samtidig en mindre fleksibel løsning end den løse stenliste. Det skyldes, at bordpladen skal passe bedre til væggen, så man ikke får for store mellemrum mellem bagkantlisten og væggen, som skal fuges op. Prisen for denne løsning er dog så høj (over 2.000,- kr. pr. lbm.) at den sjældent anvendes.

Her er det ligeledes værd at nævne, at en stor del af de bordplader, der sælges i forbindelse med et køkken, monteres helt uden brug af bagkantløsninger. Man vælger simpelthen at nøjes med at fuge mod væggen. Valget af denne løsning er steget i takt med, at det er blevet moderne med rene linier i køkkenindretningen, og at bordpladen ikke skal brydes af et forstyrrende element op mod væggen.

Fordele:Ulemper:
Tåler varme (kortvarigt) Syrefast Lukket overflade (suger ikke) Meget ens i struktur og farve Forskellige overflader (dog oftest poleret) Vask kan under-/planlimes Mindre pæne samlinger Begrænsninger i længden. Som regel 300 cm Hårdt at arbejde på