De fleste køkkenbutikker bestiller kun komplicerede bordplader, hvis de selv har taget målene. Men hvis bordpladen alligevel skal bestilles ud fra ens egne mål, er der flere ting man skal være opmærksom på. Hvis det er muligt, skal målene tages, når det eksisterende køkken er nedtaget, og væggene er færdigbehandlet. Herunder følger en beskrivelse af de 4 mest almindeligt forekommende problemstillinger vedrørende opmåling af bordplader.

KLIK HER FOR ET STØRRE BILLEDE

Ligesidet køkken
Kræver ikke den store opmåling, idet bordpladen som oftest bare skal følge underskabene. Vær dog opmærksom på, om bagvæggen buer eller har lunker. Brug en lang retholdt (vaterpas). En bordplade er som udgangspunkt lige på bagkanten, så her kan det blive nødvendigt at bestille en bagkantliste til at dække over store revner som følge af en skæv bagvæg. Hvis man ikke vil have en bagkantliste, kan det være en mulighed at hakke bordpladen ind i væggen der hvor den er bulet. Hvis der er tale om en bordplade, der ikke kan tilskæres på stedet, er det en god ide at tjekke vinklen i de hjørner, hvor bordpladen støder op mod væggen. Hvis vinklen ikke er 90 grader skal der tages højde herfor, når bordpladen bestilles. (se mere herom nedenfor)

KLIK HER FOR ET STØRRE BILLEDE

Vinkelkøkken
Her er det altafgørende at få klarlagt, om vinklen er 90 grader. Den mest simple måde er at bruge en vinkel eller vinkelmåler. Disse har dog den ulempe, at de kun tager højde for vinklen helt inde i hjørnet. Over en større afstand kan vinklen sagtens ændre sig, så bordpladen ikke passer. Den mest effektive måde er at benytte Pythagoras formel for retvinklede trekanter som siger a2 + b2 = c2. Forenklet her som 3-4-5 dvs man måler 3 meter ud af den ene væg og sætter en blyantstreg. Mål derefter 4 meter ud af den anden væg i trekanten. Herefter skal der være 5 meter i det sidste ben i trekanten (på skrå), hvis hjørnet er 90 grader. Hvis væggene er for små, kan man eventuelt halvere sætningen, så den i stedet hedder 1,5 – 2 – 2,5. Hvis væggen er ude af vinkel, er det vigtigt at afgøre med sin bordpladeleverandør, om det er muligt at bestille bordpladen ude af vinkel, eller om man i stedet skal montere en bagkantliste til at dække over eventuelle skævheder.

U Køkken
Er mere kompliceret end et vinkelkøkken, da man her har med 2 hjørner at gøre. Selvom man bruger 3-4-5 metoden i begge hjørner, skal der ikke meget unøjagtighed i opmålingen til, for at bordpladen ikke passer. Den sikreste metode vil her være at lave en skabelon i 1:1 i 10 mm plade. Det er vigtigt at underskabene og højskabe bliver monteret, inden skabelonen laves, og at denne kan laves så nøjagtigt som muligt.

Bordplade ud i vindue
Hvis bordplade skal føres med ud i vinduet i et stykke, skal man holde tungen lige i munden, når man måler op. Meget afhænger af formen og materialet på bordpladen. Vinkel- og U køkkener med bordplade ud i vinduet kræver som regel en skabelon, for at være på den sikre side. Et ligesidet køkken kan lettere måles op, hvis man vel og mærke bruger en retholdt til at måle dybden af vindueslysningen. Disse løsninger er dog kun nødvendige, hvis bordpladen ikke kan tilskæres på stedet. Hvis bordpladen er i et materiale, der kan tilskæres på stedet, er det den klart letteste løsning at bestille bordpladen i overmål for derefter at tilpasse den ud i vinduet.