februar 9, 2008
Revne i betonbordplade
Vi har en betonbordplade i vores nye køkken som vi er meget glade for. For et par måneder siden opdagede jeg imidlertig en revne i bordpladen lige foran vasken. En uge senere var der pludselig også en revne ved den anden ende af vasken.
Jeg tog derefter kontakt til køkkenbutikken hvor køkkenet er købt. Efter at have rådført sig med bordpladefabrikken, vendte de tilbage med en afvisning af vores reklamation. Beskeden var at der kan opstå såkaldte ‘svindrevner’ i en betonbordplade og at disse ikke er reklamationsberettigede.
Revnen er efterhånden en 5-6 cm lange og pynter ikke ligefrem på bordpladen. Skal vi bare acceptere den forklaring vi har fået?
Det der er problemet med betonbordplader er, at de først hærder færdig efter ca 2 måneder. Derfor vil man typisk se svindrevner komme, efter pladen er lagt på plads og taget i brug. Problemet kan i nogle tilfælde afhjælpes en smule, ved at understøtte pladen med en liste i metal inde i vaskeskabet og ligeledes i skabet under kogepladen. Det er dog som regel ikke nok til helt at undgå, at pladen sætter sig og at der derved opstår revner.
Hvis du ikke er blevet oplyst om disse ting, inden du købte bordpladen kan du med rette gå til butikken og klage over manglende rådgivning. Men meget andet end end økonomisk kompensation skal du nok ikke sætte næsen op efter.