Det er ikke kun køkkenets udseende, men i lige så høj grad en utidssvarende indretning af skabene, der gør at man tager beslutning om at renovere sit køkken. Hvor køkkener før i tiden var fyldt med hyldeskabe, gælder det i dag om at have så meget udtræk i køkkenet som muligt. Både i form af skuffer og indvendige udtræk såsom bakker og kurve.

Skuffeskabe
Der er gode muligheder for at ændre de gamle hyldeskabe under bordpladen til moderne skuffeskabe. Hvis man har valgt at male de gamle låger, vil det letteste være at montere indvendige skuffer bag den eksisterende låge. Ved valg af helt nye låger har man derimod bedre mulighed for at vælge en masse skuffer. Man starter jo sådan set forfra, så det der før var låger, kan nu sagtens laves om til skuffer.

Helt skab eller løse dele?
Pga. de forskellige firmaers prisstruktur, kræver det en grundig udregning, før det er til at fastslå, om det bedst kan betale sig at købe løse fronter og løse skuffer som man selv skal montere i det eksisterende skab, eller om det bedre kan betale sig at købe nogle nye skuffeskabe med fronter på. Det er hos nogle firmaer ganske enkelt samme pris, om man køber et færdigt skab med skuffer eller om man nøjes med de løse dele til det eksisterende skab.

Nye skuffer kræver nye bestikindsatser, så selv om det er en lille ting, er det vigtigt at der er styr på bestik og grydeskeer. Endvidere bør man overveje om krydderierne fremover skal placeres i en krydderiindsats til skuffer. Gummimåtter er ligeledes rare at have nogle stykker af. Tallerkener og gryder står bedre fast, hvis de placeres på en gummimåtte. Desuden beskytter måtten skuffebunden, så den ikke slides.