Når man vælger en ovn, skal man overveje om man selv har mod på at rengøre ovnen, eller om man hellere vil vælge en selvrensende model. Hvis man vælger en ovn der skal rengøres manuelt, er det en god ide at købe en ovn med emalje, som er brændt på en måde så de er specielt lette at tørre af. En normal emalje er fyldt med små mikroskopiske fordybninger, hvor snavset kan sidde fast. De specielle emaljer fra hvidevareproducenterne såsom eksempelvis Perfect clean (Miele) eller Easy clean (Siemens) etc., er helt glatte, hvorved skidt og snavs ikke kan ”hænge ved”. Rengøring af ovnrum og plader foretages med varmt opvaskevand eller eddikevand. Hvis ovnrummet er meget beskidt, anvendes ovnrens. Husk at ovnen altid skal være kold ved anvendelse af ovnrens. Husk også at rengøre ovnlampen for at sikre et optimal lys i ovnen.

Selvrensende ovne kan groft sagt deles op i 2 typer, katalytisk selvrens og pyrolytisk selvrens. Katalystisk selvrens fungerer ved at bagvæg og i nogle tilfælde sidevægge er beklædt med en speciel ru emalje, som fedtet ikke kan sidde fast på. De katalytiske flader skal have lov at passe sig selv, så der må altså ikke tørres af overhovedet. Resten af ovnrummet rengøres som ovnene til manuel rengøring. Pyrolystisk selvrens afbrænder alle fedt- og madrester i ovnrummet ved en temperatur omkring 500 grader celsius. Herefter skal man blot aftørre ovnrummet med en fugtig klud. Afhængig af producent har man mulighed for at rengøre ovnpladerne samtidig med ovnrummet. Risten kan dog ikke holde til de høje varmegrader, så den må man rengøre manuelt med opvaskemiddel og en børste eller rengøringssvamp

De fleste ovne giver mulighed for at pille ovnglasset ud og rengøre dette. Anvend en blød klud og et glas- rengøringsmiddel. Endvidere skal tætningslister holdes rene, så ovnen fungerer optimalt.

Udvendig afhænger rengøringen selvfølgelig af hvilken front ovnen er købt med. En emaljeoverflade i f.eks. hvid eller sort er umiddelbart den letteste at rengøre. Her anvendes lidt sæbevand på en blød klud. Den sorte flade skal tørres efter med en tør klud for at undgå synlige striber efter kluden. Ovnfronter i rustfrit stål rengøres på samme måde. Men her er det nødvendigt at efterbehandle med et specialmiddel til rustfrit stål, for at opnå en flot ensartet overflade, der samtidig impregnerer så overfladen ikke er så modtagelig over for fingre og snavs. Aluminiumsfronter rengøres bedst med et mildt rengøringsmiddel beregnet til glasruder. Undgå generelt meget kraftige eller skurende rengøringsmidler, da disse kan misfarve eller ridse forsiden.

Rengøring og vedligeholdelse af kogeplader

Hvis man udelukkende kigger på rengøringen, er der ingen tvivl om at man skal vælge en kogeplade med en glaskeramisk plade. Der kan man så vælge mellem en induktionskogeplade, en gaskogeplade med glaskeramisk bund eller en såkaldt glaskeramisk kogeplade. Gaskogepladen kræver lidt mere rengøring end de andre da kanten omkring gasbrænderen stikker op over pladen og derfor kræver ekstra opmærksomhed. Gaskogeplader med stålbund er ligeledes let at rengøre men vil være mere vanskellig at holde pæn, da stål som førnævnt kræver ekstra pudsning og pleje.

De glaskeramiske overflader tørres af med en fugtig klud og lidt opvaskemiddel. Tør altid efter med en tør klud, da striber fra kluden ses meget tydeligt på den sorte overflade. En gang om ugen anbefales det at rengøre kogepladen grundigt med et rengøringsmiddel beregnet til henholdsvis glaskeramiske overflader eller stål. Den glaskeramiske overflade tørres herefter af i klart vand, da rengøringsmidlet kan virke ætsende ved genopvarmning.

Det er vigtigt aldrig at rengøre kogepladen med rengøringsmidler mens den er varm. Nøjes her med en fugtig klud.

Hvis der sidder fastklæbende snavs fra madlavningen på kogepladen kan dette fjernes med en renseskraber. Denne følger som regel med, når man køber kogepladen. Ellers kan den købes hos farvehandleren eller isenkræmmeren. Glaskeramiske kogeplader varmer en zone op på selve glaspladen. Dette medfører risiko for problemer med fastbrændt sukker, smeltet plastik eller andet der kan smelte. Induktionskogeplader og gaskogeplader varmer ikke op direkte på den keramiske plade, så her vil man ikke opleve problemet. Er uheldet ude, skal det fastbrændte materiale fjernes med en renseskraber mens kogepladen stadig er varm. Hvis kogezonen allerede er kølet af, skal den varmes op igen, inden snavset fjernes. Herefter rengøres kogepladen på normal vis.

Den glaskeramisk plade vil med tiden blive ridset. Disse kan ikke fjernes men har dog ingen indvirkning på selve funktionen af kogepladen.