For at en emhætte skal kunne fungere optimalt, er det vigtigt at rengøre fedtfiltrene efter behov. Der er flere og flere modeller, der har en indikator der lyser, når filtrene trænger til rengøring. Der er ikke tale om at emhætterne har en fintfølende teknik, der kan måle fedtindholdet i filtrene. Der sidder istedet en tæller, som registrerer hvor mange timer emhætten er tændt. Driftstælleren skal derfor nulstilles, hvis man vælger at rengøre filtrene inden indikatoren for rengøring lyser. De fleste fedtfiltre tåler at komme i opvaskemaskinen, men kan også rengøres i hånden med sulfo og en børste. Det er for begge metoders vedkommende vigtigt, at filtret får lov at tørre grundigt inden det sættes tilbage i emhætten. Når filtret er pillet ud, kan man i den forbindelse med fordel rengøre de blottede dele af kabinettet, hvis det synes nødvendigt.

Hvis emhætten er monteret med kulfilter, skal disse udskiftes med jævne mellemrum, da kulfiltret nedbrydes gennem brug. Udskiftningshastigheden afhænger selvfølgelig af hvor meget emhætten bruges. Kulfiltret trænger til udskiftning, når lugten af mados ikke længere bindes tilstrækkeligt i filtret. En tommelfingeregel siger cirka hvert halve år. Enkelte modeller har en kontrollampe, der lyser når kulfiltret trænger til udskiftning. På samme måde som fedtfiltret er det her en driftstæller, som afgør hvornår kontrollampen lyser.

Emhætter fås, som resten af hvidevarerne i køkkenet, i mange forskellige overflader fra stål, alu til hvid og sort. Rengøringen af kabinettet foretages derfor stort set på samme måde som med køleskabe. Undersiden af emhætten kræver dog som oftest en større koncentration af rengøringsmiddel end resten af emhætten for at fjerne det fedt, som når at ophobe sig siden sidste rengøring. Hvis emætten er udført i kobber eller messing, poleres disse med Brasso eller Slipol efter den almindelige rengøring.