Opvaskemaskinen er den af hvidevarerne i et køkken, der kræver den største vedligeholdelse for at fungere optimalt. Den almindelige rengøring er der ikke de store ben i. Det er snarere det at holde maskinens dele rene og fri for kalk, som kræver lidt arbejde.

Selve fronten rengøres på samme måde som fronten på et køleskab. Hvis der er tale om en integreret opvaskemaskine, rengøres fronten som beskrevet i afsnittet om køkkenlåger. Dørlisten aftørres regelmæssigt for at fjerne madrester, ligesom siderne af lågen ikke rengøres af spulearmene og derfor skal aftørres manuelt. Hvis det invendige af maskinen virker påvirket af fedt- og kalkaflejringer, er det en god ide at køre en opvask uden service. Sæbeholderen fyldes op, og programmet med den højeste temperatur vælges. Der kan i handlen købes rengøringsprodukter til at rense maskinen med jævne mellemrum.

En opvaskemaskine kræver foruden opvaskemiddel også salt og afspændingsmiddel for at kunne fungere optimalt. De fleste opvaskemaskiner har kontrollamper ,der indikerer hvornår maskinen trænger til at få et tilskud.

Filtrene eller sierne i bunden af opvaskemaskinen holder madrester og snavs borte fra cirkulationssystemet. Det er derfor vigtigt at sikre, at disse rengøres jævnligt så de ikke stopper til. Til dette formål bruges en opvaskebørste, lidt sulfo og rigeligt med varmt vand. Kalk og madrester kan ligeledes blokere spulearmenes dyser og lejer. Disse skal derfor afmonteres med jævne mellemrum (kan gøres med håndkraft) og skylles grundigt i varmt vand. Brug evt. en spids genstand til at trykke eventuelle madrester ind, inden spulearmene skylles med vand.